Samspil, radio og lydteater er omdrejningspunktet i Blindecenter Bredegaards musik- og medietilbud. Det er under disse rammer at brugerbandsne Brumbasserne og De Spillende Muldvarper øver, at radioudsendelserne bliver til og at lydteater som fx H. C. Andersens eventyr indtales.
I musikhuset er der mulighed for at spille og synge i band. Her er instrumenterne værktøjet, og melodier og rytmer er de materialer, der bliver arbejdet med. Vi går i studiet og indspiller sange og musik, ligesom vi tilrettelægger og optager radioudsendelser. Vi eksperimenterer også med at skabe film og lyde til historier, vi fortæller.
Blindecenter Bredegaards ene brugerband, De Spillende Muldvarper, har prøvet at spille på de store scener fx på Sølund Musik-Festival og har haft et publikum på over 1000 mennesker. Med andre ord er der gode muligheder for at arbejde med personlig udvikling i musikværkstedet. Vi spiller forskellige genrer fx samba, cha cha cha, rock, reggae, flerstemmig a capella og Safri-Duo-lignende trommestykker. Numrene på vores egne CD’er er primært danske sange. Brumbasserne er et nyere band på Bredegaard, hvor solosang og slagtøj er i fokus.
Vi sælger vores musik både som regulære jobs, altså til arrangementer og på CD. Hvert år holder vi en julekoncert for børnehaveklasserne i Fredensborg kommune, og hver anden onsdag i sommerhalvåret har vi sang-over-hækken med vores naboinstitution Lindegården. Musik er en stor del af Bredegaards DNA.
Oplev
Sange - Radio - Lydteater - Musikvideoer - Film her (åbner i browser på ny side)